onsdagsovervejelser

Jeg har nu lidt ondt af grækerne. 

Det stakkels gamle kulturfolk latterliggøres, umyndiggøres og nedgøres fordi deres politiske og financielle system har ageret uansvarligt. Det er nu den enkelte, almindelige græker der betaler prisen - og nu har jeg været i Grækenland et par gange og set, at det bestemt ikke alle grækere der har levet som Jeppe i baronens seng. Jeg tror de færreste danskere vil bytte med en almindelig græsk lønmodtager, selv i de gode tider. 

Det er så nemt for politikerne, især de verdensfjerne EU-politikere, at komme med forslag til hvor “nemt” det er at få økonomien på plads - der skal bare spares og nedskæres nok. Og jobbet bliver ikke meget sværere af, at man beder et andet lands borgere får dragene med sparestokken. Ville EU komme med samme forslag hvis det var i eget land der skulle skæres? Ville Merkel og Co. kunne stille de samme krav til egne borgere - dem der skal vælge dem igen? Jeg tror det ikke. Grækenland er et taknemmeligt offer, klassens prygelknabe der skal stå som skræmmende eksempel overfor klassens søde piger, så de tager sig i agt og retter ind. 

Naturligvis skal der handles i den situation der hersker i Europa i disse år, men er det den rette måde der handles på? Netop idag er der kommet tal der viser at Tyskland har negativ vækst(!), hvilket er et faresignal, også for dansk økonomi - men måske også et tegn på, at den økonomiske politik der føres i europa ikke er den rette. 

De nyliberalisme der er fejet gennem Europa siden starten af 2000-tallet har været god til at lave penge, at skabe kunstig vækst og øge forbruget, men den har ikke formået at skabe en basis til “de stille dage”. Det der er “tjent” de seneste 10 år er blevet givet som skattelettelser for de velstillede og de selvstændige - ikke til “Otto”, ham den almindelige. 

Da socialdemokraterne ødslede penge væk i 60´erne og efterlod et stort underskud i statsbudgettet, stod der ike bare ruiner tilbage. I de gode tider havde staten investeret i velfærdsstaten, skoler, institutioner, fagforeninger, transport, veje, broer, netværk - alt sammen noget der var med til at afbøde krisen i 70´erne. Selvom jeg voksede op i nedgangstider, var der stadig muligheder for god skolegang, uddannelse og fremtidige muligheder. Hvad er der til at stå imod krisen lige nu? 

Intet, der er skåret ind til benet allerede. Skoler lukkes over hele landet, velfærdssamfundet er gradvis blevet afviklet i troen på, at private initiativer ville klare det nemmere, billigere og hurtigere, hvilket ikke blev tilfældet. Konsulentfirmaer på stribe går konkurs, ingen har pt. brug for manegementkurser der fokuserer på individet frem for fællesskabet, private sygehuset eksisterer kun fordi de er blevet groft overbetalt i “de gode tider”, ingen gider drive private børnehaver eller ældrepleje, for der er ikke meget profit at hente i at passe børn og syge. Fagforeningerne står svagt, mange valgte i sin tid a-kasse fra (socialistisk pjat) og videreuddannelsesmulighederne er væk. Tag feks. VUC´erne, der tidligere kunne opsuge og motivere, er nærmest uddød, fordi der blev indført mere brugerbetaling (før 300 kr, nu 11.000 kr.), tåbeligt. 

Som dinosaurer står der Mercedeser og Porscher hos bilforhandlerne og frister med latterligt lave priser og symboliseret et periode uden mådehold og solidaritet - det handlede kun om den enkelte. Gælden skal nu betales, men med hvad? Der er ikke noget tilbage, da det meste af det i forvejen var baseret på imaginære indtjeninger frem til 2050, virkeligheden var til grin. Mange går arbejdsløse, mange må sælge deres palæer med to garager - men der er hverken jobs elles købere, hjulet drejer ikke, der er ingen indkomster i samfundet, ingen skat, ingen politiske alternativer. Det kunne man se for allerede 5 år siden, men ethvert tiltag til solidaritet og socialisme blev latterliggjort og hånet.

Fra Berlinske TIdende

Før man kalder grækerne umodne og forkælede for at stritte imod sparekravene fra EU, bør man tage et kig på, hvor store nedskæringer i de offentlige udgifter, som landet står overfor.

Besparelser på et trecifret milliardbeløb skulle findes på ganske få år. Omregnet til danske forhold svarer det til de samlede udgifter på sundhedssektoren eller to gange budgettet for den danske folkeskole.