Gå videre til hovedindholdet

Som det plejer


Når ungerne er hjemme er det hele lissom mere “som det skal være”. Der er mere liv i huset, meget mere vasketøj, oprydning og indkøb. Der er live-musik i kælderen (Stoffer har købt guitar nr. 8) og fra første etage, hvor Caroline har pop 24-7 via Mac´en. Der tales lektier og opgaver, kammerater og uddannelse, lægges planer og drilles. Selvom ungerne er 17 og 20, er det vores unger og deres deres hjem de kommer til. Søndag aften kl. 20.00 bliver der så helt stille igen. DSB transporterer Christoffer nordpå og jeg kører Caroline tilbage på BGI - og huset bliver stille igen. Kattene indfinder sig igen på deres vante hvilepladser og får lov at ligge i timevis uden at blive prikket eller puslet. Jeg kan sætte mig i kælderen og spille xbox og Lone kan se sine film mens hun banker den ene efter den anden i Word feud på iPad´en. Vi spiser når vi har lyst, køber ind en gang om ugen, arbejder og ser frem til kommende weekend hvor huset fyldes igen. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om