Så er hun død, divaen, der brugte størstedelen af sit liv og
talent på narko og andet misbrug. Jeg havde et billede af hende i min pengepung,
taget med et polaroidkamera, halvsløret og med en kærlig hilsen til mig (!),
skrevet af mig selv. Efter sommerferien i 1.g kunne jeg vise billedet frem for kammeraterne
og fortælle om mit ”sommereventyr”, og de troede på det, dengang var Whitney i
særlig kendt, men jeg havde lp´en, som en af de få og første.
Nu står alle stjernerne frem og begræder hendes bortgang,
fortæller om deres tætte venskab og at måtte betale prisen for ”fame”… jeg
brækker mig i lårtykke stråler. Hvor var alle vennerne da hun begyndte sit
tydelige misbrug? Hvor var vennerne da hun blev buhet ud i Berlin sidste år,
hvor mere end 5000 forlod hendes koncert i pausen, som i København og alle
andre steder hun turnerede? Og er det så meget værre at leve af at synge end at
være buschauffør eller skolelærer? Render vi ikke alle ind i fristelser og krav
for vores omgivelser?
Jeg vil huske hendes skønne stemme og de dejlige sange for
tyve år siden, og det er så det.
Naar jeg hörte hende synge tänkte jeg altid paa min äldste söns förste forelskelse. Den unge förste G èr sad paa sit värelse og drömte om sin kärlighed, det var knap för han begyndte at udvikle sig til et stort mandfolk og blev klassens "förstelsker".s`long time ago, nu er hendes stemme historie!
SvarSletsaadan er livet....