Da jeg var barn kendte
jeg ikke til muslimer, men havde hørt om muhamedanere, hvilket ikke var
nedsættende dengang. Da jeg var ung kendte jeg en (1) iransk flygtning, vistnok
Tønders eneste på daværende tidspunkt. Qua mit job blev muslimer – og andre religioner
– en del af min hverdag. Jeg mener at have regnet ud, at jeg har haft elever
fra 57 lande, spredt ud over alle verdensdele. Aldrig, ikke en eneste gang har
jeg oplevet at religionen har haft indflydelse på min hverdag, min måde at være
på eller på nogen måde forhindret min ”danskhed” – tvært imod, jeg har lært
utroligt meget af andre kulturer – og pyh, blevet velsignet af mange
religioner.
Med WTC ændrede der sig
noget. Muslim blev en betegnelse med indbygget fordom, en ubevidst afstandtagen
til en kultur – der jo blev præsenteret af terrorister. Man kunne nu være
muslimsk af udseende, nu hedder det etnisk, og der opstod debatter omkring
andre kulturer alle steder.
Mad i børnehaver,
badeforhæng i skolerne, fridage og så videre blev nu temaer. Hvorfor skal de
have et badeforhæng bare fordi de er muslimer? Hvorfor må jeg ikke servere røde
pølser til mit barns fødselsdag? Og andre banaliteter trak overskrifter med
fællesbetegnelsen ”Muslimer”. Mht. badeforhæng handlede det om at være genert
og ikke et religiøst dogme. Når der var ramadan spiste mine unger i klassen som
altid, jeg har ikke oplevet andet – men på dagsordenen kom det.
Ikke mindst i det
politiske liv blev det et vigtigt tema. Vores højrefløj scorede billige points,
og gør det stadig, på dumme danskeres uvidenhed og intolerance. Der opstod en
betændt stemning, en fremmedgørelse på grund af religion – i øvrigt en ret
usynlig religion – og SPEJL – tryk yder modtryk, Mohammedkrisen måtte komme.
Vores danskhed skulle provokativt demonstreres, nøjagtigt som unge muslimer,
der pludselig fik en (kunstig) muslimsk identitet.
Jeg skal ikke sidde og
forsvare de idioter der laver terror, men jeg vil heller ikke forsvare
magthavere, der udøver magt af hensyn til egen popularitet frem for landets
bedste. Jeg synes det sidste blev kendetegnende for det danske demokrati.
Kommentarer
Send en kommentar