Nu nærmer vi os igen
den 11.september – denne gang et lille jubilæum, den 10. årsdag for en af de
mest opsigtsvækkende og samfundsomvæltende terroranslag nogensinde. Jeg vil frem til10.årsdagen forsøge at
reflektere over de oplevelser og konsekvenser det fik for os som demokratiske
samfundsborgere anno 2011.
Jeg kom hjem fra skole
og tændte, som altid, for fjernsynet – og så, at der var ”breaking news”, et
fly var styrtet ind i et tvillingetårnene og det brændte. Det var virkelighed
og ikke en katastrofefilm fra 74 med Paul Newman i sin ringeste præstation, det
var mareridtet i virkeligheden. Og for at det ikke skulle være nok, så man
endnu et fly brase ind i det andet tårn – hvad skete der lige?
Det var ikke uheld, det
var ikke tilfælde, det var helvede på jorden. Vi sad klistret til skærmen,
flammerne stod ud, mennesker vinkede fra vinduerne og himlen blev fyldt med
papir og dokumenter der blev hvirvlet rundt af den kraftige varme.
Det værste jeg
nogensinde har set var, da det første tårn styrtede sammen. Det gik så hurtigt,
det gik så forbandet langsomt, implosionen var nærmest i slow-motion, en
gigantisk støvsky tegnede sig på himlen. Chok, intet mindre. Nummer to styrtede
kort efter. Så var der også meldingerne om Pentagon, det Hvide Hus og et
flystyrt i Nem Jersey.
Billeder af mennesker
pakket ind i centimeter tykt støv, mennesker i chok, brandfolk i kamp med
panikken – kaos og orden på samme tidspunkt. TV-mediet havde ”the greatest
story ever told”, så tæt på at det gjorde ondt, selv foran skærmen i det lille
Kongerige langt, langt borte.
Og lige nu sidder jeg
og tænker… hvordan var det før den 11. september 2001?
Kommentarer
Send en kommentar