Gå videre til hovedindholdet

Og så er der tv...


En af mine gamle tamilske elever har lige sendt mig et par stile jeg netop har rettet igennem – man har jo stadig lidt ansvar selvom de er 16 år gamle, og var 8 da de havde mig som deres første danske encounter…

Caroline har lige meddelt at hun igen har brækket fingeren, lidt træls når der er modtagekursus i morgen – og efter de har været 10 dage i Sydfrankrig med kanosejlads, huleudforskning og spring fra 11 meters højde, men ak, shit happens. Hun havde en fantastisk tur og hun stortrives på Bgi – det er bare så dejligt.




Jeg har haft mange blogindlæg liggende, men inden jeg har fået dem postet, har de mistet livet, gemt til andre tiden – jeg er gået i seng i stedet for, træt og gammel.

Arbejdet er benhårdt for tiden, men nye klasse er meget konfliktfyldt og mega-uhomogen, den gamle kultur skal nedbrydes og en ny skabes. Jeg er sat på klassen netop for denne opgave. I sidste havde jeg forældremøde, hvilket godt kan være barskt – forældre er bisser, men jeg (vi) fik meget ros og mange tilkendegivelser om, at de kan mærke at deres børn trives bedre i skole. Jeg få nu positive og hjælpsomme mails – og flere har endda kontaktet ledelsen for at fortælle om det gode arbejde. Sidste år fik jeg på nakken, det var hårdt og brutalt, nu er det helt anderledes – og jeg er ikke gået på kompromis med mig selv og min måde at være lærer på – men når forældre kan se at deres børn er trygge, ændrer alt sig. Jeg ved jeg gør det rette og er den bedste til det….hehe.

Lone sidder i sit tog hver morgen – fut, fut og hun indrømmer næsten at hun nyder det. Tidsmæssigt er det som i bilen, men pengemæssigt sparer vi over 4000 på benzin – og hun kan endda bruge tiden fornuftigt. Så der kører det også på skinner….ok, den var plat.
Christoffer slider i det. Mange fag, mange lektier, mange afleveringer og meget lidt pædagogik. Det er utroligt at man kan tage en lang uddannelse og så ikke lære noget pædagogik, eller er det måske bare gymnasiernes kultur der er for stærk? Når lærerne har hele 12 lektioner om ugen, gider de sgu ikke spilde tiden på pædagogik….Ellers har han det naturligvis godt på trods af det store slid, men han glæder sig til det er ovre, så vil han arbejde, rejse og senere vælge en uddannelse.

Mandag aften er ungerne væk. Så starter vi bilen, kører til supermarkedet og køber ind. Bare Lone og jeg med en STOR indkøbsvogn. Der handles ind til en hel uge, og vi tager naturligvis kun tilbud. Vi spiser boller i karry eller hakkebøffer i dåse, vi spiser mikroovns-mad (billigt), toast med skinke eller mørbradgryde fra Jensens.  Vi køber det billige lokumspapir, den billige sodavand og en pose Twist – og viser bon´en mere end 350 kr. overraskes vi. Ih jo, når man kun er to er den daglige drift mere end halveret end med to teenagere derhjemme.

Vi to ”gamle” hygger os og nyder weekenden når ungerne (endnu) kommer hjem – og det så bare er for at få vasket…

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om