AC/DC og VM – what more?

 

En dag med AC/DC.

Anmeldelserne taler for sig selv – det var et brag af en koncert, lige på nær kanonerne der var "båndet"… Det gjorde dog ikke nævneværdig indhug i oplevelsen for os, garvede rock´ere. Parken gjorde et større indtryk, men lyd og scenemæssigt var Horsenskoncerten bedre. Det eneste småforstyrrende element var de afsindigt fulde folk – min "sidemand" styrtede 3 stolerækker ned, det lagde en dæmper på hans tøse-barnlige-fake-ACDC-kendskabs-begejstring. Sådan en idiot, gid han slog sig af helvede til..narrøv.

 

En dag til WM!

Og jeg glæder mig som et lille barn – som til hver slutrunde forventer jeg klassekampe og spænding, og ved jeg bliver skuffet når mine favorithold taber til lortehold der helt sikkert har bestukket dommeren og hele Fifa. Mine forventninger til Danmark er forsvindende små, normalt underspiller man sine forventninger – nix – ikke denne gang. Holdet er i og for sig ok, taktikken tror jeg ikke et sekund på. Vi får et skrald af Holland (de småracister), en uafgjort mod Japan og et fysisk nederlag mod Cameroun – und ab nach Hause.

Ellers er jeg blank. Jeg aner ikke om Tysklands styrke, jeg kender ikke deres hold og deri ligger måske deres succesmuligheder. England så jeg gerne nå langt, men kun af samme grunde som man holder med dem i grand Prix, lidt nostalgi, spillemæssigt tror jeg ikke på dem. Men med en italiensk defensiv mestertræner kan de måske hutle sig igennem et par runder. Brasserne er altid favoritter – også denne gang vil de dominere. Jeg tror blot ikke på samme måde. For mange europæiske spillere uden karisma skaber ikke den nødvendige respekt – og så var deres kvalifikation ikke særlig overbevisende. Det var Argentinas bestemt heller ikke, tvært i mod, de var på vej ud men fik drejet skuden til allersidst. De har en række af superspillere, både angreb og midtbane er superduper – kun på trænerfronter kan man være bekymret for Maradonnas bøssehånende minihjerne vil ødelægge et hold. Jeg har stor fidus til Portugal, igen, igen og igen skuffer de sikkert. De har ikke det konstante, sidst set med nederlag til Danmark, men spillemæssigt tror jeg de kan nå langt. Frankrig er yt og Italien…hmmmm…gamle mænd, enten ryger de ud i indledende eller så går de langt.

Og så er der afrikanerne, hvad kan de på eget kontinent? Tja, bare åbningskampen mellem Sydafrika og Mexico er en lækkesbisken. Ih, hvor jeg glæder mig.