Gå videre til hovedindholdet

Et forsinket eksperttip – dagen gik med grill og hekse, så jeg kom lidt sent i gang.

Jeg er meget overrasket over Ghanas spil, jeg troede ikke de kunne spille så godt – klart det bedst et afrikansk hold har præsteret. De var så gode, at de til tider så ud til, at de trak håndbremsen. I første halvleg var det især i angrebet der gang på gang valgte at spille den dårligt posterede mand, valgte at afslutte trods andre spilleres åbenlyse bedre placering eller, helt at afbryde angrebet, selv de var i overtal mod et svagt tysk forsvar – jeg synes det så meget underligt ud.

Anden halvleg overgik den første. Ghaneserne valgte nu at spille meget defensivt, de stod så langt tilbage på banen, at de tyske midtbanespillere pludselig fik den tid og ro de ikke havde i første halvleg - og dermed også en større chance for langskud. Ghaneser stod meget langt tilbage, dækkede fløjene og var helt åbne i midten – netop hvor Ozil kom stormende. Han sendte et godt skud af sted, så godt, at den afrikanske målmand undlod at strække armene mere end halvt ud – det så igen meget besynderligt ud, især når man har set de tidligere kampe hvor han flyver rundt.

Den sidste del var en farce – der naturligvis især Serbiens skyld, der overtog titlen som de europæiske afrikanere og kom bagud til Australien. Ghaneserne undlod at spille mere og tyskerne undlod at score det andet mål, så Ghana fik puljesejren og Tyskland fik England. At det er Ghaneserne der trækker tiden de sidste 15 minutter er da underligt – også selvom de var i fare for at ryge ud…Men, hvis Serberne havde fået udlignet, så havde Ghana også "fået" udlignet – og alt igen status quo. Når man er så gammel at kunne huske Tyskland mod Østrig i sin tid – så er tanken nærliggende. Tyskland har ikke holdet der bliver verdensmestre.

Det har England til gengæld……..heller ikke. De hutler sig gennem en svag pulje med svagt spil og kun deres meritter gør dem til favoritter så mange steder, for de spiller sgu ikke særligt godt. Søndag står slaget – og England vinder. USA gik fortjent videre, bravo – måske skulle man støtte amerikansk fodbold mere, for støtten til de afrikanske kontinent bør fremover bestå af tørmælk og telte – de er de bedre tjent med.

Men i morgen starter vm for alvor. Danskerne slår Japan i en kedelig kamp, hvor Japanernes ineffektivitet tydeliggøres af den danske effektivitet. Jeg tror ikke på Japanerne, jeg tror heller ikke på Danskerne, men via min bopæl må jeg jo tro lidt på dem. Jon Dalh scorer to mål efter en måltørke på to år. Bravo Jon.

Desværre ser det ud til at vi så får Paraguay i 1/8-delsfinalen, havde allerede før vm håbet på Italien, det er et hold vi kender – og slår når det gælder. Sydamerikanerne er for gode boldspillere for "os". Nå pyt – vm er ikke særligt godt, endnu er det ganske få kampe der har været spændende og dramatiske – generelt er de ret kedelige faktisk.

Undren – hvorfor er det tyske fodboldsignal 15 sekunder forsinket i forhold til det danske?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om