Familiedagbog

Godt nytår. Hvis man tager antallet af indlæg på bloggen i år, må man umiddelbart antage at den er akut lukningstruet. 44 indlæg på et år er ikke meget – deraf har jeg lavet de 38 – bestemt ikke et udtryk for øget kvalitet. Jeg vil dog ikke forlade 2015 uden en afsluttende status. 2015 har igen været et begivenhedsrigt år – og i modsætning til 2014 et mere glædeligt år, der sætter flere spor fremad end bagud. Bloggen giver bestemt ikke et fuldt billede af alle de hændelser og begivenheder vi alle har oplevet og været igennem, de er bare ikke blevet ”postet”. 2014 var et trist og meget anstrengende år. 31 ture til Walkendorf og omegn, stort set alle weekender optaget, Seat´en på hårdt arbejde (har nu rundet 255 000) – og derfor blev 2015 et restituerings-år, et år hvor jeg/vi koncentrerede os om den nærmeste familie og hverdag – og der har været nok at se til. Caroline blev student fra IBC – en dejlig oplevelse – der fyldte mig med stolthed. T

Ja så kom tiden hvor jeg fik min opgave retur - og jeg fik 10!!!  Helt tåbeligt og helt, helt uventet. De fleste af dem jeg var på uddannelse med fik deres karakter for uger siden - og når jeg loggede på mit Intra, stod der bare, at opgaven var under vurdering - hvilket i min verden nødvendigvis ikke betyder noget godt. Jeg var godt klar over at jeg sikkert ikke dumpede, og håbede på en blød 4´er - med god vilje - så jeg blev ret overrasket over at se uddannelsesbeviset.  Jeg er særlig stolt over at min opgave - uanset hvor meget jeg bandede over den - bunder i den virkelige verden, den er baseret på et virkeligt undervisningsforløb som jeg har arbejdet med i 4 år, i min aktuelle klasse. Jeg kan stå inde for de tiltag og teorier jeg arbejder med, jeg kan stå inde for de resultater - eller fejlskøn, der er beskrevet i opgaven - og anse den som en reel "håndbog" over et langt forløb.  Jeg ved, at mange skriver deres opgaver så de passer til teorien de har valgt - o

Det er pludseligt den 2. december og i år synes jeg virkeligt det er kommet pludseligt og taget mig uforberedt. Der er ikke snerten af julestemning hos mig – og gavekøb, mad og juletræ ligner ikke en motivationsfaktor for noget som helst lige nu. Jeg tror det skyldes en ret stor arbejdsbyrde. Man møder ind kl. 7.30 og er hjemme mellem 17 og 18 – der er ikke plads og energi til ret meget andet. Jeg er glad for at jeg ikke har små børn…

Opgaven er færdig og afleveret – og lagt i graven. Væk med teori og Utopia, væk med evidensbaserede undersøgelser og akademisk titelsnobberi (som i Morse…) og tilbage til virkeligheden på mandag. Nu skal ikke mere overveje den didaktiske trekant, finde løsninger og belæg på side 416 i en bog med kæmpe lix-tal, næh, nu skal jeg finde ud af hvordan en af mine elever kan fungere med nedsat adhd-medicin, hvordan en anden kommer tilbage efter 10 uger væk fra klassen, hvorledes lille ”my” får lært at læse, hvordan bordene skal stå, hvilke lektier der skal laves, rettes stile og opgavebøger, kopieres, uddeles, repareres iPads, afholde møder med konkrete problemstillinger og ikke mindst, være sammen med ”ungerne”.   Lad dem, der elsker det akademiske dyrke det og tænke løs, referere og udgive, men det er ikke en verden for mig. Jeg er for jordnær, for praktisk anlagt –god undervisning er blevet intuitiv via erfaring er interesse for samspil i klasserne. I min opgave und

Jeg kan jo ikke blive ved med at dokumentere mine overspringshandlinger på Facebook, så nu bruger jeg Familiedagbogen. Jeg er i gang med at skrive opgave (pædagogisk diplom) i klasseledelse og fagdidaktik og er i gang med mit 3. udkast.  Føj hvor er det svært at skrive "opgave" og især når det skal være akademisk. Det gjorde man ikke dengang jeg skulle være lærer for 25 år siden, dengang var vi meget praksisorienterede, hvor man nu skal være teori-baseret. Jeg skal smide al erfaringer over bord og kun forholde mig til teorierne, uanset om de virker eller ikke virker. Jeg skal tage de store pædagogiske tænkes tanker og diagrammer og massere dem, så jeg viser at jeg har (lidt) forståelse for dem. Men når jeg nu sidder med en teoretiskes ideer til min undervisning som jeg ved ikke virker, så er det dælme svært at forholde sig neutralt til den og gøre som om, at jeg er overbevist om at det virker. Ikke desto mindre er det den vej jeg skal.  Og jeg masserer og læser og noter

Så er kontakten hos advokaterne og mæglerne, købet er næsten gennemført og jeg (vi) er snart ejere af en lejlighed i København. Det er en dyr omgang, og der er bestemt ikke noget som helst at tjene - det er pt. ikke en god investering rent økonomisk, men det er det m.h.t Caros videre studietid på CBS. Jeg glæder mig helt vild. Jeg synes det er en skøn lejlighed i et skønt kvarter. Den lille i Valby, tæt på Roskildevej, er en flot rødstensbygning på tre etager og der er tre minutters gang til S-tog. Der synes umiddelbart at være gode parkeringsforhold og lejligheden er næsten indflytningsklar. Der er nye vinduer i, det hele er isoleret, der er et køkken der trænger til at blive frisket op, men er absolut brugbart. Rummene er gode, nemme at indrette og der er et lækkert trægulv vi skal have malet.  Et af kravene til Caro var, at jeg (vi) ville komme forbi rigtigt tit. Jeg vil elske at have et sted hvor man kan have base for et ophold i København, så det ikke altid bliver en stre

Lige nu er huset i Toscana på stand-by, vi koncentrerer os i stedet om en lejlighed i København til Caro - et såkaldt forældrekøb.  Og som jyde synes man bestemt man er kommet til storbyen, for priserne er noget højere end herovre. For en mio. får man faktisk intet... Vi har været ude og se på syv stk. lejligheder til milllionen, og ingen af dem var noget. Så tog vi en tur derover og lagde  500 000 oveni og det blev straks bedre.  Vi så en række dejlige lejligheder og har valgt en at satse på. Det er en toværelses i Valby, flot gammel byggeri med stuk og afhøvlede gulve og næsten flytteind-klar - men der er mange om buddet, så man skal også være heldig. Vi tager derover igen på tirsdag og håber på en afklaring.

 Som det ses på billedet, ligger huset op i bjergene - ret ensomt og man kommer kun derop via en meget lille vej, på gå-ben, ca. 300 meter. Området er fredet, så der må ikke ændres på noget. Huset er istandsat indvendigt, det er flot og stort, men udeområdet skal bare stå. Det gør, at vi overvejer kraftigt. Ikke desto midre er området fantastisk. Der løber en lille flod lige til venstre og ellers er det kun hjortenes brølen man hører,  Firenze ligger ca. 40 minutters kørsel fra BellaValle. Det er en fantastisk by med historie overalt. De ene palads efter det andet, den ene kirke, katedral og kapel efter det andet. Firenze har bevaret sin bymidte, det er som at bevæge sig igennem historien og jeg ser allerede frem til næste besøg. Vi fløj til og fra Pisa og havde lige muligheden for at besøge tårnet. Og jo, det er skævt er "wierd" at se på. Jeg skulle IKKE op selvom muligheden var der. Ellere er Pisa bestemt ikke noget særligt. jeg har ca. 225 billeder fra turen og e

En svip-tur til hovedstaden. Ens børn er ens børn, også når de er 20 år gamle og er udeboende. Derfor tager jeg af og til en tur til København for at besøge Caro. Bilen er som regel godt læsset med forskellige dagligvarer, alt fra pasta til hjemmebagt knækbrød, flåede tomater og mælkesnitter. Det siges nemlig, at det er lidt dyrt i Irma… Den værste del af køreturen er over fyn. Det går så langsomt, der er for meget trafik til de to spor, og selvom der er 130 det meste af vejen, ligge man og trunter løs efter en Skoda Citygo med knap 110. Så snart det går op af bakke eller der er lidt modvind bør de små mikrobiler holde sig til landevejene. Omkring Odense er der masser af vejarbejde, jeg kører de 80 man må og bliver igen overhalet af Skodaerne, der ikke overholder hastighedsbegrænsningerne, og dem overhaler jeg så tilbage på vej mod Nyborg hvor der igen er 130. Turen over broen nyder jeg altid og laver min egen lille limbo under pylonerne. Betalingen ved br

Lige for tiden er jeg på efter-videreuddannelse, det der blev lovet os i forbindelse med skolereformen som plaster på såret. I hele syn uger skal jeg ikke i skole, men være studerende – fuldtids – 40 timer om ugen, men masser af læsestof, undervisning og en PD som afslutning. Det gode ved at være studerende er, at der er undervisning to dage om ugen (to!) og den resterende tid er læsetid, studiegruppe og ikke mindst opgaveskrivning – og det bliver hårdt nok. Jeg har aldrig været ret akademisk anlagt, jeg er praktiker – så jeg har meget svært ved at fylde det ene flotte ord på efter det andet, for så at nå frem til en konklusion der er åbenlys. Men det er kravene, så dem må jeg leve op til – jeg ved, at jeg vil forbande skriveriet i oktober.   Det jeg uddannes i er klasseledelse og didaktik (planlægning…), lidt absurd efter 25 år som lærer, men interessant, for det meste af det jeg gør er meget lig idealet…så der skal blot tvistes hist og pist. Men to dage skole og

--> For et år siden gik vores Far bort. Forud gik en lang tid med uvished, håb og enkelte meget glædelige øjeblikke i sygdomsforløbet, men desværre sagde kroppen – og som han nok også valgte – til sidst et stop. Tilbage bliver de utallige, og for hver af os individuelle, minder om vores far. Vi har hver især vores egne minder der ligge dybt i os og som har været med til at forme os som dem vi er i dag. Vi har naturligvis også en masse fælles minder om ham vi trodsalt deler 50 % dna med – og som var med til at gøre ham til den person han nu engang var. Vi kan glæde os over de gode sider, og grine af de mindre gode, dem der også skaber en personlighed. Vi har ting og personer omkring os, der altid fortæller en lille historie om vores far. Det kan være en tegning, et maleri, et askebæger, en ICM-kuglepen (de dukker op af og til), et musiknummer, en politisk person og røde sokker. Fælles for os alle er, at vi savner han noget så utroligt. Vi savner ham komme

--> Nu har jeg været til tre ACDC-stadion koncerter siden 2008 – og hver eneste gang har det været en ganske forrygende oplevelse. Første gang jeg hørte dem, må have været i 1977-78-79, hvor en klassekammerats storebror hør4e det – og jeg synes dengang det lød forfærdeligt, det var umelodisk, larm og oprør ud af en lille Philips mono.cassette båndoptager. I slut 80´erne genhørte jeg en smule, mest på grund af Heavy-bølgen (senere Puddelhårsrocken) og mest på grund af Thunderstruck – det var ok, men ikke noget jeg bed nærmere mærke i. Da jeg så fik chancen for at opleve dem live – og endda have min store søn med,   tog jeg chancen i Parken – og fik et spark i røven. Det var bonderøvsrock, det var australien, sing-a-long og feeed guitar. Uprætentiøst, lige ud af labdevejen – vi spiller bare vores hits og I synger med. Den første gang kunne jeg ikke synge med, til nøds finde attituden, men her i sommer, på Roskilde, der var der både attitude (fed gammel mand i sort tøj) og mas

Bare for at jeg skal kunne huske den - er i gang i 6. kl.

Dagene går sin faste gang, monotonien og tidsskemaer præger hele tiden det man gør og skal. Det er på sin vis både trygt og irriterende. Det er trygt at vide nøjagtigt hvad der sker kl. 14 i morgen, hvem man skal tale med, hvad der skal købes ind og hvilken kanal man gider se. På den anden side hænger det en ud af halsen, det spærrer for plads til det uventede og impulsive – man føler man ikke kommer videre. Uge efter uge går således. En lille kamp mellem det sikre og spændende. Og jeg er til livrem og seler. Hvis jeg selv kunne   vælge, ville det være det samme jeg spiste, de samme mennesker jeg var sammen med og de samme lortekanaler jeg ville se. Jeg ville ikke begynde på paragliding, rejse til Bali eller sige jobbet op for at studere pædagogik eller antropologi. Og derfor bliver det som det er. Og i virkeligheden holder jeg nok mere af det end jeg tror. For hver dag er anderledes, og jeg lærer nyt hver dag – og mig selv og andre – og jeg spille

Efter at have vist et billede af Franz af Assisi og et skønt billede at den italienske natur, tilføjede underviseren, ”at hvis I ikke synes det er noget særligt, så er I endt det rette sted”. (Franz af Assisi gav til de fattige og delte ud af hele sin rigdom). Underviseren fortsatte, ”Bare det at I er kommet ind betyder, at I er blandt de 15 bedste procent i Danmark”, for at afslutte med ”det er prøve i matematik den 1. september…” Det var introduktionen til Caros kommende uddannelsessted – og stik imod hvad hendes far har dyrket hele sit arbejdsliv. Og det er godt sådan, især når man er en del af de 15%.... Jeg har to historier jeg gerne vil gemme. Caroline skal bruge noget udstyr til rus-festen på CBS, og vil gerne have fat i sit kroko-kostume (hvor CBS´sk). Vi kan ikke nå at sende det, vi kender ingen der skal til hovedstaden, så vi går på banegården, finder perronen med togene til København, og spørger en ung mand om han skal til København og om ha

Det er fredag aften. Den første uge med elever på skolen er overstået, veloverstået faktisk. Christoffer er på job, kommer snart hjem efter aftenvagten. Caroline er ned hos en veninde – om så ofte før, men lige netop i aften er det alligevel lidt anderledes…for i morgen flytter Caro hjemmefra, til København, til Amager for at starte på CBS tirsdag morgen. Det er lidt underligt. Selvom ungerne har været ude af huset i perioder, så virker det lidt anderledes denne gang, for hun flytter væk fra reden – sådan rigtigt – ikke bare efterskole eller andet, næh, i morgen aften sidder hun i sin lejlighed,   den første aften i hendes nye liv. Og også lidt den første aften i vores nye liv. Man bliver jo helt nostalgisk, pyh, min lille pige, hende jeg sad og så ishockey med da var to måneder gammel, hende med Prinsessekjolerne fra Disneyland, hende der for ikke så længe siden stod på hovedet i haven 1000 gange dagligt – og hende der fornyligt fik sin studenterhue.

Tilbage fra Egypten. Uden souvenirs, men med lidt ,mavebøvl. typisk… Sharm El Sheik var en meget god oplevelse. Vejret var som forventet, enkelte dage over 42 grader, hvilket nok er lige i overkanten, selv for os. Hotellet var fint og et godt og imødekommende personale. Poolen var helt fantastisk og maden var der ingen grund til at klage over. Lige overfor hotellet lå der et shoppingcenter med McDonalds (ikke en eneste gang!), Starbucks og en bazar-agtig arkade hvor der kunne kæbes alt mellem himmel og jord samt enkelte vandpibe (shiza)-barer – hvor især de unge damer hang ud hver, hver eneste nat. Alle vi mødte var venlige og positive og vi blev meget godt behandlet. Det bedste var dog stranden. Fem minutter med shuttle-bus og så var man på hotellets egen strand. Rigtig strand var det ikke helt, men en klippe med otte meter ned til havet via en trappe og badebro. Et hop i dybet, det var dybt, og så befandt man sig i det mest fantastiske koral-rev med hund

Fra Gaffa.dk Rock or Bust Shoot to Thrill Hell Ain't a Bad Place to Be Back in Black Play Ball Dirty Deeds Done Dirt Cheap Thunderstruck High Voltage Rock 'n' Roll Train Hells Bells Baptism by Fire You Shook Me All Night Long Sin City Shot Down in Flames Have a Drink on Me T.N.T. Whole Lotta Rosie Let There Be Rock Ekstra Highway to Hell For Those About to Rock (We Salute You) Ovenstående er set-listen til ACDC i Roskilde – og den indeholdt ingen overraskelser, ligesom resten af koncerten i sig selv. Ikke desto mindre var det en god oplevelse – nøjagtigt som når man ser Matador igen og igen. Hvem holder ikke af Hr. Schwann´s deroute, Bold´s frækhed og lærer Andersens grufulde død på altanen. Lige som når vi ser Matador og hygger os ved gensynet, nyder man hvert øjeblik med de halv (hel)-gamle australske rockere. Man kan syng

.26 mere eller mindre friske studenter kom til morgenmad - og fik serveret en god stor morgenbuffet.Vi var første stop, så tømmermændene var endnu ikke afløst af den næste "brandert". Også tak til dem der var med til Carolines lille studenterfest lørdag aften, det var meget hyggeligt. Og så er der ellers billeder fra ugens løb....

Den nuværende situation i Folketinget og de forhandlinger der foregår for tiden, er ubetalelig comedy. Det er svært at finde en grimasse der kan passe, især for Venstre-folkene, der skal ytre sig positivt om det blå flertal mens de samtidigt bliver trukket i nosserne af DF. Og DF gør bare som ingenting var hændt. De vil ikke i regering, de skider på deres vælgere, på det mandet de er blevet dem tildelt og tror, at de bare kan skøjte rundt igen – uden at tage ansvar. Uanset om det lykkes DF eller ej, bliver der masser af BLOG-materiale den kommende tid. Tænk om man havde givet DF sin stemme fordi de har haft en god valgkamp og lyder fornuftige – og så her dagene efter, kommer alle landsbytosserne frem fra deres sten og viser deres sande ansigt – og politiske basis. Først kommer Messerschmidt og vrøvler om EU – tag dog derned og pas dit job, så kommer Heksen selv og minder os om, hvordan hun som ung sad omslynget med Glistrup hos Fremskridtspartiet. Og pludselig

Man ligger som man har redt – gammel ordsprog med eviggyldighed. Jeg skal være den sidste til at pege fingre af dem der stemte på DF, for deres valg er jo en reaktion på den regering vi har haft indtil nu. Jeg er selv en af dem der ikke har stemt på et af de rigtige regeringspartier, jeg har også flyttet mig – endnu mere til venstre (venstrefløjen) og er dermed også med til at vælte Statsministeren. Jeg kan forstå hvorfor man vælger regeringen fra, jeg kan forstå at man måske vælger mere blåt – men jeg kan slet ikke forstå at man vælger DF, der så end da ikke vil i regering – hvor dumt er det da lige? Det er tåkrummende pinligt at jyderne i den grad er DF´ere og jo mere jysk det bliver jo mere DF stråler der fra dem. Folk i Skive, Thyborøn, Åbenrå og for dens sags skyld Fredericia er jo slet ikke påvirket at de mærkesager DF står for. der er ikke mange flygtning i Jylland, koncentrationerne er små og der er slet ikke de problemer som i de store byer – hvor Df

I dag er det demokratiets festdag – påstås der. Hvis de sidste tre ugers valgkamp er forberedelsen til en fest, så takker jeg ”nej”. Jeg gider ganske enkelt ikke komme til en fest hvor temaet er værternes hyldest. Næh, valget er borgernes, ikke danskernes, hæsligt udtryk ofr i øvrigt, grundlovssikrede ret til at være med til at give sit besyv med, hvem der skal regere i Danmark de kommende 4 år – som det er for tiden, ligner det mest optakten til et melodi grand prix – totalt lowlife. Næh, der er vigtigere ting der står for døren. Først og fremmest handler det om studenterhuen. Til alt held slægter Caroline ikke sin far på hvad gælder indsats og intellekt på gymnasiet. Hun har fået sine fem 10-taller inden hun skal trække sidste fag på mandag – for så at gå op tirsdag middag i historie. Og så skal huen sættes på – den sorte med alle flagene, 5 a-fag – og faderen er stolt. Tirsdag aften tager hun med sine nærmeste ud at spise, og på lørdag (nærmere følge