Da Spanien gik i finalen var jeg igen på vej fra Struer til Fredericia - og har intet at kommentere på andet end, at Spaniens angrebsproblemer var tydelige - for meget småspil for lidt effektivitet.
Til gengæld nød jeg Italiens sejr over Tyskland i fulde drag. Allerede fra første kamp har jeg haft fidus til Italien - og havde på forhånd tippet en 2-0 sejr til Azurri, som dommeren desværre skulle sætte over styr i overtiden. Italien spillede sikkert og flot, sejren var aldrig i fare - og igen var Pirlo den store oplevelse. Det er dejligt at se den klassiske "spielmacher" genoplivet efter mange år med atleter på midtbanen frem for fodboldspillere. Ikke siden Zidane har jeg nydt en spiller så meget.
Italien startede aggressivt og direkte. Tyskland kom slet ikke ind i kampen, de fik hverken tid eller ro til at bygge spillet op og især den roste Ozil fik vist sine mangler i svære kampe. Tyskland spillede udmærket men fantasiløst og deres spil var alt for nemt at trevle op. Antydningen har været at se i andre kampe når modstanderne har presset tyskerne lidt, både DK og Grækenland fik scoret når de lagde deres spil mere frem på banen. Italien i finalen - fortjent, de har spillet en god turnering og det er især dejligt at opleve et italiensk hold der både har teknik, fysik og taktisk offensiv forståelse, og formår at omsætte den. Finalen kan blive en god kamp - og jeg har stadig Italien som en lille favorit.
Det tyske nederlag glæder mig - det var straffen for at håne Grækenland, og det var tydeligt, at de tyske fans reagerede med afmagt. Det var da ikke meningen at vi skulle tabe, vi skulle da vinde? Igen formår hele Tyskland (pånær enkelte i Walkendorf) at skabe et massehysteri - ikke på grund af gløde ved spillet, men ved massehysteriets berusende virkning.
***** 5 til Pirlo, 1 til Balotelli for hans vidunderlige mål og minus 1 for dommerens latterlige straffe der kostede mig et par hundrede kroner....
Til gengæld nød jeg Italiens sejr over Tyskland i fulde drag. Allerede fra første kamp har jeg haft fidus til Italien - og havde på forhånd tippet en 2-0 sejr til Azurri, som dommeren desværre skulle sætte over styr i overtiden. Italien spillede sikkert og flot, sejren var aldrig i fare - og igen var Pirlo den store oplevelse. Det er dejligt at se den klassiske "spielmacher" genoplivet efter mange år med atleter på midtbanen frem for fodboldspillere. Ikke siden Zidane har jeg nydt en spiller så meget.
Italien startede aggressivt og direkte. Tyskland kom slet ikke ind i kampen, de fik hverken tid eller ro til at bygge spillet op og især den roste Ozil fik vist sine mangler i svære kampe. Tyskland spillede udmærket men fantasiløst og deres spil var alt for nemt at trevle op. Antydningen har været at se i andre kampe når modstanderne har presset tyskerne lidt, både DK og Grækenland fik scoret når de lagde deres spil mere frem på banen. Italien i finalen - fortjent, de har spillet en god turnering og det er især dejligt at opleve et italiensk hold der både har teknik, fysik og taktisk offensiv forståelse, og formår at omsætte den. Finalen kan blive en god kamp - og jeg har stadig Italien som en lille favorit.
Det tyske nederlag glæder mig - det var straffen for at håne Grækenland, og det var tydeligt, at de tyske fans reagerede med afmagt. Det var da ikke meningen at vi skulle tabe, vi skulle da vinde? Igen formår hele Tyskland (pånær enkelte i Walkendorf) at skabe et massehysteri - ikke på grund af gløde ved spillet, men ved massehysteriets berusende virkning.
***** 5 til Pirlo, 1 til Balotelli for hans vidunderlige mål og minus 1 for dommerens latterlige straffe der kostede mig et par hundrede kroner....
Kommentarer
Send en kommentar