Uredigeret

Kære Christoffer.

Først og fremmest tillykke med din studentereksamen, det har du klaret flot og overbevisende.

Det har ikke været nemt at skulle lave en tale til dig i dag. Jeg har været i gang et stykke tid og har cirka 15 oplæg og ideer liggende halvfærdig på computeren. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg har svært ved at finde på noget at sige om og til dig, det har bare været svært at finde et område, hvor du ikke ved bedre end mig – hvad enten det er historisk, litterært, filosofisk, biologisk eller spansk. Nu kunne jeg selvfølgelig holde talen på tysk!, men bare rolig, det gør jeg ikke.

Da du gik på Vostrup skrev du din uddannelsesplan som et essay, om alle de øer du skulle besøge i dit videre liv. Struer og STX var sådan en ø og den har du nu udforsket, både sociologisk og dannelsesmæssigt. Det har været en spændende og udfordrende ekspedition, den har givet dig mange oplevelser og været med til at skabe det menneske du er lige nu.

Din 3-årige ekspedition har været præget af flid – hvor mange kan gå gennem gymnasiet uden at misse en eneste lektion? Der har også været masser af flid når du er kommet hjem fra skole. Lektierne er blevet lavet, det har ofte taget mange timer og blevet halvsent om natten, men de er blevet lavet med omhu og med det mål ”at kunne” sit stof.

På samme måde må jeg rose din evne til at holde dig til de mål du stiller dig. Du holder dig til sagen, forsøger at finde ind til kernen, gør ikke noget halvt og er ikke bange for at yde det ekstra der kræves for at det skal blive ”helt”. Du har gang på gang bevist det på gymnasiet – men også i fritiden, hvor du bruger meget tid på din musik og senest din løbetræning.

Du er en ambitiøs person, ment i absolut meget positiv forstand, men din ambisiøsitet er lille i forhold til din hjælpsomhed, din fordomsfrihed og din egen udgave af ”de gode menneske”. Du gir altid en hånd med når der er brug for det. Du har repræsenteret dit gymnasium på bedste vis, hvad enten det er til kordage i Skive eller Herning, innovationskonkurrence i København, i skolens musicalopsætninger og når du har valgt at give dine egne små koncerter til morgensamlingerne. Jeg er sikker på at du har fået præsenteret vestjyderne for Prince. Om de så tager imod det er en anden sag….

Du er der for dine kammerater, du er der endnu mere for dine venner, din familie – og naturligvis også bare for dem der har brug for hjælp. De knubs det kan give ved at være der for andre, er intet imod dem betydning din hjælp har for mange, mange andre.

Den 7. januar 1761 udgår skibet ”Grønland” fra København, målet er ”Felix Arabia”, det lykkelige Arabien. Om bord er en mand hvis navn er Carsten Niebuhr. Han er med på ekspeditionen som landmåler, korttegner og snart også som kassemester. Han kommer fra en almindelig familie, er musikalsk begavet, matematiker, værdsat og afholdt som en dygtig og troværdig mand. Inden ekspeditionen sendes af sted forbereder han sig flittigt, studerer og siger nej til en fin proforma-titel. Ekspeditionen går ikke som forventet, misundelsen, pral, facadespil og sygdom blandt de 4 andre ødelægger hurtigt de opgaver der var planlagt.

Kun Carsten Niebuhr gør det han har sat sig som mål. Undervejs må han tage mere og mere ansvar, han hjælper sin kolleger gang på gang, han arbejder ufortrødent, sætter sig ind i andres kulturer, møder ikke op som ”erobrer” men som ligemand,, han er fornuftig, flittig og afholdt. Selv da ekspeditionen rammes af dødsfald bliver han ved, til sidst ene mand. Han bruger 7 måneder på at lære kileskrift, han rejser gennem Persien på æselryg og han vender efter 7 år tilbage, som den eneste til København. Jeg er en stor beundrer af ham og synes, at hans rolle i Danmarkshistorien er alt for lille, nærmest overset. De egenskaber han besad, den værdighed han udviste som menneske i alle situationer, også de svære, er de samme jeg ser og værdsætter hos dig, Christoffer. Dem skal du pleje og nyde og være stolt af, for det er bestemt ikke alle forundt.

Til sidst vil jeg takke Bedste og bedstefar for deres kæmpe store bidrag de sidste 3 år. I har betydet at vi har kunnet føle os trygge og sikre som forældre. I har udvist en kæmpe hjælpsomhed og åbenhed ved at tage Christoffer til Jer, I har støttet ham, skabt tryghed og givet ham nogle værdier(?), som han kan benytte resten af livet – kort og godt, I har været fantastiske og vi kan ikke takke Jer nok.

Mine sidste ord vil være, Tillykke med studenterhuen, forsæt som hidtil og vær altid et godt menneske.