Gå videre til hovedindholdet

If you can´t join them, beat them...

Dette berømte citat fra 1992, da den daværende danske udenrigsminister Uffe Elleman kommenterede den danske em-sejr, blev nærmest aktuel igen, da det undertippede og svage græske landshold nedkæmpede og besejrede en af titelfavoritterne, Rusland. Havde der ikke været finanskrise, havde de græske hold aldrig fightet sådan som de gjorde, det var en ren trods-reaktion.

Som jeg har spået og frygtet, spiller Rusland altid en dårlig kamp ved en slutrunde. Som regel er det en kvart eller semifinale, men denne gang i indledende runde - og dermed også et overraskende exit.    Grækerne spillede for den chance de reelt ikke havde, russerne var for arrogante og da det snerpede til, spillede de krampagtigt frem for deres normalt gode spil. Igen et nederlag for det hollandsk inspirerede fodbold.

Den græske sejr var ikke fortjent, de spillede ikke det bedste fodbold, men pyt - det er sejren der tæller - og måske kan de inspirere de halvdovne danske spillere inden opgøret mod tyskland.

****4 stjerner, for EU, grækerne, vilje og dachmen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om